At dannelsestænkningen bliver tænkt tydeligere ind i de fagdidaktiske kurser og i vejledningen ude på skolerne.

Det kunne fx være at overveje sammen med kandidaterne, hvordan historie bruges udenfor skolen.

Det skal også været et fokus på de fagdidaktiske kurser, hvordan man underviser med et dannelsesmæssigt sigte fremfor fx hen mod eksamen.

Bedre viden om, hvilke diskussioner de har på de almendidaktiske kurser, som man kan følge op på i de fagdidakstiske kurser.

At gøre det tydeligt for kandidaterne, at almen dannelse også kan være identitetsudvikling for eleverne. Og hvordan får vi aktiveret det?

 

Decentrering er en god pointe, fordi alt nu om dage skal være så nytteorienteret (sagt fra lærer på handelsgymnasium).

 

Man bliver nødt til som elev at rykke sig. Hvordan kan vi som lærere sørge for, at eleven møder elementer i undervisningen, der ikke handler om præstation, karakterer og færdigheder.

 

Hvordan lærer vi at give slip, så der bliver plads til selvrefleksion?

 

 

Skønt oplæg, der viser kompleksiteten i undervisningsrummet. Der er et problem med de elever, der oplever frustrationen ved selv at skulle tage stilling. Kravene til den selvstændige evne til at syntetisere er for høje for nogle elever (f.eks. ved AT), og hvordan bringer vi dem derhen, hvis fagligheden mangler?

 

Muligt diskursproblem: at der kan være en tendens til at tænke i dikotomier: læringsmål i modsætning til dannelse. Når der er en læringsstrategi bliver eleven styrket til at kunne arbejde selv – uden læreren. Så vi skal blive i kompleksiteten, og håndtere den.

 

Hvordan støtter man så eleven, når de støder på frustration, og viser dem, at det er nødvendigt. Metakognition og formativ evaluering kommer ind her, hvor refleksion bliver godt. 

 

Problembaseret undervisning kan bringe eleverne op på et metaniveau – transformativ læring, så eleven bliver ’provokeret’. 

 

 

 

Hvad er vigtigst i forhold til dannelse? Det skal vi turde tale om! Unge skal lære at navigere i et komplekst samfund, og der er noget, der er vigtigere end noget andet. Decentrering af subjektet er en nødvendighed for at forstå, at man selv skal sætte grænserne for sin verden. Tønnesvang: ”Vi er hinandens psykologiske ilt” – hvordan forholder vi os til hinanden og til de fællesskaber og værdier, vi former sammen. Hvor er grænsen? 

 

Ytringsfrihed er for majoriteten – men den er ikke absolut. Den er også for minoriteten. 

 

Hvordan får vi i pædagogikumsregi fokus på – og formidlet – dannelsesperspektivet i gymnasieundervisningen?

 

Arbejdsspørgsmål om hvad vi forstår ved dannelse? Her kan vi bruge de tre niveauer:

Viden:                                                       At vide noget (kundskaber)

Kompetencer:                                          Personligt handleberedskab indenfor nogle vidensdomæner

Dannelse:                    Dømmekraft i forhold til at gøre brug af kundskaber og vidensdomæner, og socialt/politisk engagement.

 

 

1.     Undersøg først, hvordan man kan forstå dannelse i dag, og hvilken dannelsestænkning vi har i dag? Hvad er diskursen?

 

2.     Hvornår træner man viden? Hvornår træner man en kompetence? Hvornår er man dannet på dette område? Brug Tønnesvangs model her samt Steen Becks læringsmodel.

 

3.     Hvad er vigtigt at få med? Er noget vigtigere end noget andet?

 

4.     Kan dannelsen tænkes ind i måden, man arbejder på i forløbet? (projekter, diskussioner)

 

5.     Kan den formative evaluering tænkes ind? (etiske rammer for feedback, selvrefleksion, metarefleksion, bevidsthed om, hvordan man udvikler sig i forløbet (logbog mv))

 

6.     Kan karrierelæring bidrage til dannelse i forløbet?

 

7.     Hvilke af fagets elementer bidrager særligt til dannelse?

 

8.     Hvordan kunne man italesætte dannelsen overfor eleverne i gymnasiet?

 

9.     Hvordan kan diskussioner om etik, moral og æstetik bidrage til dannelsen?

 

10.  Hvilke epokale nøgleproblemstillinger kan inddrages i diskursen i forløbet.

 

Der er i  den nuværende praksis risiko for, at de tre dannelsesområder (almen -  professions- og eksistentiel) isoleres. Vigtigt at have øje for alle tre. 

At dannelsesdiskussionen bliver et fælles projekt for lærer/elev og lærer/lærer. 

Dannelsesprojektet forudsætter, at elever og studerende gennemlever en usikkerhed i læringsprocessen. 

Kundskaber skal kunne anvendes klogt (myndigt, med tanke på andetheden – dannet). 

Dannelsestænkningen – bestræbelsen på almen dannelse – må være dynamisk og dialogisk på alle niveauer fra klasserummet til policyniveauet.    

Man skal lægge op til erfaringsprocesser. Elevinvolverende arbejdsformer kontra tage eleven i hånden fra ende til anden. Induktiv/deduktiv tilgang. 

Balance mellem projektrummet og formidling. 

Vi skal have en tanke med at frustrere eleverne. Italesætte over for dem, hvorfor vi frustrerer dem. 
 Eleverne skal vide hvad de bliver udsat for. At læreren går skridtet tilbage og tænker har jeg gjort eleverne klar på, hvorfor de bliver frustreret. 
 Den optimale frustration skal gerne engagere dem. 

Vigtigt at forpligte eleverne og finde metoder hertil. 

Opmærksom, ift. det formidlende læringsrum. Der er ikke dannelse i tankpasserpædagogikken? 

Vil det påvirke den måde vi underviser på ved AD og FD moduler? Her mere kandidataktiviverende sekvenser. Aktionslæringsmodellen. 

Vigtigt at koble fagdidaktiske og almendidaktiske moduler. Skabe sammenhæng.  

Fortælle kandidater, at der ikke er en endelig metode (didaktisk).  

Ad.3: fx digital dannelse, problematisk begreb hvordan adskille dem, at begå sig i en digital verden bliver tæt forbundet med brugen af it på pæd.uddannelsen, MEN det indgår i alt, nu er det ligesom bruger det næsten som om det er indiskutabelt, et andet eksempel - den enkelte elev, tager meget tid. Underviserens vil gerne men har svært ved at nå det, klasseledelse, vejlederen, dejlig lektion - men til sidst politibetjent

Kandidaterne er i overlevelsesmode - hjælp mig - men vi skal danne dem til at være bevidsthed om det risikofyldte læringsrum, deres succeskriterium er kan jeg bruge det og omsætte det til praksis? De skal kunne tage er begrundet valg, målet, om vejlederen er enig eller ej er ikke så vigtigt. De skal ikke ordne hele verden men de skal ha nogle værktøjer. Udfordringen er at få alle led i uddannelsen har kendskab til og følger op uddannelsens formål. Læs nyhedsbrevene, at klæder vejlederne til at være nysgerrige og indgå i dialog. Kursuslederne befinder sig midt imellem teori og praksis - insistere på begge dele. Teopædopgaven  skal være deres helt eget projekt aktionslæring en omkalfatring ligesom de faglige didaktiske kurser kunne to gange to, de er på en dannelsesrejse at finde sin måde, at gøre en dyd af det risikofyldte, jeg bliver rollemodel - jeg tør godt. Og kandidaterne kan blive bevidsthed om det, deres fag er blot et af fagene i den samlede dannelsespakke, at prøve sig selv af at turde, fx historie at man ikke skal opgive alle forløb, det kan rumme alt muligt, muligheder i de faglige samspil, hel oplagt at tænke dannelse ind, men her kan kandidaterne være sammen med erfarne lærere, men dannelse italesættes ikke meget på nogle fagdidaktiske kurser. Der er en anden side som vi skal mere end blot det strengt fag-faglige. Det risikofyldte skal indtænkes fra start.