Mindhunter er en true crime-serie, der er blevet til på baggrund af den sande bog om den lille afdeling i FBI, der i 80’erne opfandt begrebet seriemordere. Det gjorde de ved, mere eller mindre systematisk, at interviewe voldsforbrydere, seksualforbrydere og folk med flere og mange mord på samvittigheden. 

 

I serien følger vi Agent Ford og Agent Tench, der omtrent i hvert afsnit interviewer en ny morder. For at give lidt mere til serien end blot interviews, er der heldigvis for serien altid lige sket et mord i den by, de befinder sig i, hvor de giver en hånd med i forsøget på opklaringen. 

 

Alle afsnit starter med et lille udsnit af en historie før jinglen, og den historie fortælles gennem hele serien. Anmelderen har, efter at have set sæson 1 og afsnit 1 i sæson 2, stadig ikke fundet ud af, hvad denne lille historie omhandler, og derfor har det virket som mange spildte minutter. Måske bliver det magisk til sidst, og har været hele ventetiden værd. 

 

Efter udsnittet af den lille historie følger en lang jingle. I 90 sekunder ser vi close ups af en båndoptager, der bliver sat til. Jinglen føles lang, og den lægger en linje for, hvordan tempoet er i serien: Forventer man en krimiserie med højt tempo, skud, biljagter og gidseldramaer, bliver man skuffet. Serien drives frem af samtaler mellem de to agenter, samtaler i afdelingen og ikke mindst samtalerne mellem agenterne og de kriminelle. 

 

Mindhunter skiller sig ud fra det store udvalg af krimiserier først og fremmest ved, at den er baseret på en sand historie. Derudover gør den det, der giver den sin primære berettigelse: Den graver det spadestik dybere end alle mulige andre krimiserier. I stedet for blot at fokusere på, hvem morderen var, er vi med på sidelinjen i de hudløst ærlige, og ofte lange, interviews, agenterne har med morderne. 

 

Et ti minutter langt interview mellem agenterne og en morder ville i mange krimiserier få de fleste til at falde fra. Men i Mindhunter drages, fascineres og væmmes man, når man får et indblik i de kriminelles sind, og hvad der har fået dem til at slå syv sorte drenge ihjel eller slagte en hel familie. Skuespillet er imponerende – især taget i betragtning af, at de skal spille kriminelle med et sind, som forhåbentlig de færreste kan relatere til. Et par gange i hvert afsnit har man dog været udfordret på ”show it, don’t tell it”, og karaktererne har haft replikker som: ”Så det, du siger, er altså, at du ikke gjorde det, fordi du var jaloux, men fordi du var ensom?”. Dette ødelægger flowet en smule, men det er heldigvis korte og sjældne udfald fra manuskriptforfatternes side.

 

Serien har sine skønhedsfejl med til tider forceret dialog, en lang jingle, og den parallelle historie, man kun får serveret et minut af pr. afsnit, virker overflødig og forvirrende. Disse skønhedsfejl blegner dog set i lyset af den fantastiske historie, de hudløst ærlige – og troværdige – indblik i kriminelles sind, og skaberne lykkes med at lave en fantastisk, spændende, gribende, troværdig og fængende serie. Man labber afsnittene i sig på trods af, at serien primært består af dialog. Derudover når serien i mål med at nå en anmelder, der ellers aldrig har været i nærheden af krimiserier før. 

 

Anmelder er blæst bagover, ser frem til sæson tre og kvitterer med 6 ud af 6 stjerner. Sæson 2 af Mindhunter havde premiere d. 26. august og kan ses på Netflix.

Teaser kan ses i refleksionsrapport.

 

Den måske mest kendte af den brasilianske forfatter Paulo Coelhos bøger er Alkymisten, og det er der en grund til. Bogen tager os ud på en rejse for at finde vores livs skat. Om det er en kærlighed, rigdom eller selvindsigt, er op til os selv at finde ud af. 

 

Alkymisten spiller fantastisk sammen med nutidens store dilemmaer blandt unge mennesker, som har svært ved at finde sin vej i livet. Med andre ord handler bogen ligesom livet om at finde sig selv og sin lykke. 

 

Vi møder fårehyrden Santiago ved foden af en kirke, med et stort morbærtræ foran, et sted i Andalusien. Han er glad for at være fårehyrde, men da en gammel dame fortæller, at han kan finde en skat, hvis han rejser til Egypten og ser pyramiderne, skal han ikke bruge lang tid på at bestemme sig for, at han skal gøre det. 

 

Dette tager ham ud på en lang rejse, hvor han møder nye mennesker, finder kærlighed, udsættes for store udfordringer og introduceres for Alkymisten, som agter at lære ham universets hemmeligheder at kende. 

 

Rejsen slutter ved Pyramiderne, hvor Santiago ikke finder sit livs skat, men i stedet får en omgang tæsk af to tyve, som stjæler alt, han ejer og har.  

 

Det er som om, Paulo Coelho har filosoferet i livets mening og kogt de vigtigste ingredienser ned og efterfølgende skrevet Alkymisten. Gennem hele bogen beskriver han et liv fra start til slut. Overgangen fra dreng til en mand, fra fattig til rig og fra ignorance til indsigt. 

 

Man kan dog ikke komme udenom, at de fleste budskaber kommer ud som klicheer, og til tider drukner os læsere i et hav af polerede sætninger og livsvigtige informationer. 

 

En hver læser kan lide at blive taget i hånden gennem en bog, men nogle gange virker det også godt at efterlade noget til fantasien, og det kunne Paulo Coelho have gjort gavn af, da han skrev denne bog. Selv det, der kunne have været en overraskende slutning, ender med at blive åbenlyst, og bogens største budskab bliver kastet i ansigtet på os.

 

Men slutter bogen så, uden at Santiago finder sit livs skat, eller skal vi tro, at livets skat er universets hemmelighed? Nej. Før tyvene går, fortæller de hinanden, at gammel dame fortalte dem, at de kunne finde en skat begravet under et morbærtræ ved foden af en kirke i Andalusien. 

 

Hele historien slutter altså, hvor den starter. Santiago tager tilbage til Andalusien og graver skatten op. Den lange og farefulde rejse, han har været ude på, leder ham tilbage til, hvor det hele startede. 

 

Selvom bogen foregår i en ældre tid, er budskaberne lette at relatere til, og vi bliver konstant tvunget til tolke på ordene, Paulo Coelho slynger ud gennem romanens 172 sider. Selvom visse detaljer til tider bliver kastet i hovedet på os, er historien fortalt i et perfekt tempo, hvor vi på intet tider får lyst til at lægge bogen fra sig.  

 

De unikke opbygning af fortællingen og Paulo Coelhos smukt detaljeret beskrivelser af Santiagos rejse, giver os lyst til selv at begive os ud på en rejse for at finde vores egen livs skat. En alkymist kan eftersigende forvandle bly til guld, men bogen forvandlede ordene i stedet. 

5 ud af 6 stjerner.

Teaseren ligger sammen med refleksionsrapporten på Moodle.

Et brag lyder og en kæmpe mur, der omslutter hele scenen, kollapser i hovedet på henholdsvis en bror, en nær veninde og en ægtemand og efterlader hele deres verden i totalt kaos. 

Alt er sort, men langsomt forvandler kasserne sig til en kiste og vi er pludselig til begravelse. En rose bliver kastet i graven og alt virker fortabt. Midt i fortvivlelsen ringer ægtemandens telefon - det er dyrenes bekæmpelse, der vil vide, hvorfor Elefant-abonnementet ikke er blevet betalt. Da manden rystende får fortalt, det er hans afdøde kone, der var den store dyreelsker, bliver han informeret om, at sådan et abonnement skal altså stadig betales, selvom der er sket et dødsfald. 
Det virker absurd, men sætter hele elendigheden i kontrast til virkeligheden. 

 

Søren Huus album er en rejse gennem sorg, da han på tragisk vis mister sin kone og moren til hans datter. 

Gennem telefonsvarer og kasser med gamle minder og tøj, der dufter af hende, bearbejder de tre pårørende hver især deres sorg. De græder og kollapser og stirrer ud i luften. Værst er det for ægtemanden, der bogstaveligtalt begraver sig i to kasser midt på scenen og lader sig opsluge af intetheden. Men hverdagen er i gang igen, og barnet skal jo i børnehave og pædagogen ringer og minder ham om, at man altså skal huske skiftetøj. Det hele virker håbløst, for på scenen er der kun kasser, der ligger hulter til bulter, men de skal struktureres, og det bliver de også langsomt.

 

Troen og Ingen er et dybt og rørende univers, en lille boble, hvor tid og samfund er underordnet, men stadig banker på døren. Vi har alle sammen et forhold til sorg, og forestillingen er derfor tidsløs og relevant, fordi alle og enhver kan genkende håbløsheden, tomheden og troen på, at det en dag vender. 

Forestillingen bliver båret af Søren Huus stærke sange. De forskellige collagescener virker som overgange og fører os fra sang til sang, som overbevisende bliver sunget af de fire skuespillere. 

Det er en udfordring at skildre sorg, men Troen og Ingen formår at sætte en simpel ramme om et meget komplekst emne - og vi kan gradvist følge med i processen, fra det totale kollaps til håbet, der langsomt bliver stablet ovenpå hinanden igen af kasserne, som til sidst ender med, at ægtemanden selv ringer til virkeligheden, dyrenes bekæmpelse og vil abonnere på den udvidet ´Elefant-pakke´.

Teaser: 

Det må siges at være et kæmpe sats for en debuterende spillefilmsinstruktør at begive sig ud i at skildre en forfærdelig og grusom hændelse, der ligger 10 år tilbage. Ikke desto mindre er det, hvad australske Anthony Maras har gjort med filmen ”Hotel Mumbai” (2018), som fik biografpremiere i de danske biografer i år.

Det uendeligt lange terrorangreb på Mumbai i Indien i 2008, som peakede ved angrebene på det luksuriøse Taj Hotel, kunne blandet andet lade sig gøre, fordi politistyrkerne i byen slet ikke var rustet til at kunne stoppe angrebene. I stedet ventede man på specialstyrkerne, som befandt sig i New Delhi. Det tog lang tid. Rigtig lang tid. Det formår Maras på glimrende vis at få skildret i den næsten to timer lange film. Den spilder ingen tid på kedelige sekvenser eller ligegyldig information.

Vi bliver med det samme introduceret til temaet, da ti mænd ankommer i en gummibåd med en arabisk stemme i øret: 

”Paradis venter Jer. Allahu Akbar.”

Stemningen er sat, og blot 10 minutter senere starter det første koldblodige angreb på togstationen i Mumbai. Maras har valgt at lade en række forskellige personer bære historien og skabe identifikation hos seeren. Den mest fremtrædende i blandt er den unge tjener Arjun (Dev Patel), som vi hurtigt får introduceret som en af de dårlige tjenere, der på den skæbnesvangre og drabelige dag var tæt på at blive sendt hjem fra arbejde, da hans sko var blevet væk. Han får dog overtalt chefen til at blive ved at låne et par sko.

Filmen igennem får vi frygtelige scener af terroristerne, der koldblodigt hagler alle ned, der bevæger sig. Man får sommetider lyst til at lukke øjnene, når der bliver lagt an til nedskydninger, også fordi Maras flere gange får brugt virkeligt stærke virkemidler, som da der eksempelvis klippes mellem en AK-47 og et babyansigt på samme lokation. 

Man kan godt gå hen og blive lidt i tvivl om, hvad Maras egentlig vil fortælle med historien. For Arjun kommer til at fungere som en slags helt i filmen, da han med sit store hjerte og loyalitet over for sit arbejde tager et enormt ansvar for gæsterne på hotellet og får reddet flere menneskeliv under hotellets mantra ”Guests are God”. Men skal en sådan terrorhændelse bæres af helte, eller skal den i virkeligheden bæres af hændelsen i sig selv?

Man kunne spørge sig selv, hvordan en virkelighedsbaseret film skulle fungere 11 år efter, at hændelsen er sket. ”Hotel Mumbai” er relevant i dag, fordi vi de senere år har oplevet forfærdelige terrorangreb rundt om i Verden og ikke fordi, angrebene i Mumbai i 2008 behøver en genopfriskning.

Det to timer lange stats fra Anthony Maras er vellykket og sagligt fortalt, selvom den indeholder voldsomme scener, som ikke er for sarte sjæle. Selv må jeg erkende, at jeg ikke husker terrorangrebet i 2008, og derfor var det måske alligevel på sin plads med en (gen)fortælling af terrorhændelsen. Vi må vente spændt på, hvad Maras finder på som sit næste værk – han får svært ved at toppe sin spillefilmsdebut.

TEASER: På moodle sammen med refleksionsrapport.

Selvom at den uforsonlig del af ”de krænkelsesparate” til stadighed forsøger at komme den sorte humor til livs ved at angribe og miskreditere dem, der eksekverer den, har de dog endnu ikke fået rigtigt ram på Bill Burr. Han er stadig i stand til at formulere den sorte humors væsen, hvis livseliksir er menneskelig smerte, uretfærdighed, undertrykkelse og så videre, og han gør det med den essentielle underliggende bevidsthed om, at ironien retfærdiggør sig ved at være grundlæggende uselvhøjtidelig.   

 

Denne anmeldelse kommer til at bære præg af refleksioner over krænkelseskulturens angreb på stand up-komikken. Så er I advaret. For de har næsten fået ram på Bill Burr, de humorforladte og ekstrem-politisk korrekte. Men kun næsten. De første ti minutter af Paper Tiger udfolder sig på en måde, hvor man som seer endnu ikke kan lure, om Bill Burr er forfaldet til et perfidt skælde-modus affødt af de krænkelsesparates evindelige angreb på ham. Man får flashback til en anden af stand up-comedyens største personligheder, Dave Chapelle, og hans show, Sticks and Stones, der for få uger siden også udkom på Netflix. 

Ligesom Bill Burr er Dave Chapelle kendt for sin grove humor og politisk ukorrekte stil, og han er ligeledes gennem de senere år blevet udsat for en voksende modstand og angreb fra de dele af befolkningen, der på højlydt vis giver udtryk for deres normative nultolerance over for humor, der gør nar. Og desværre lader det til, at de har fået ram på Dave Chapelle. Eller også har han fået ram på sig selv. I hvert fald er hans komiske spin på verden i hans nye show degenereret til en selvretfærdig og perfid langen-ud-efter alle dem, der så længe har skudt efter ham. Det er ikke rart at se på. 

 

Og derfor er man bekymret i de første ti minutter af Bill Burrs nye show. Ligesom Bill Burr startede Chapelles show også ud med en vredesspændt svada over de krænkelsesparate, der i deres galpende fordømmelse af minoritetsbashing blindt forsøger at brænde alle ytringssfærer ned, der ikke følger den politisk korrekte doktrin om aldrig at såre, heller ikke i sjov. 

Men efter ti minutters dundertale, er luften renset og frustrationerne luftet, og Bill Burr løfter sig selv og sit show op over det perfide meningskaos, der hersker ude i offentligheden. Og herfra udfolder showet sig. Måske er det ikke helt på højde med tidligere arbejder, men det er ikke langt fra. Der er intelligente narrativer om livet med en halv- eller heltraumatiserende barndom, som har udmøntet sig i et machoidt selvbillede og temperamentsfuldt væsen. Og Burr der qua sin nye rolle som far skal tage sin personlighed op til revision. 

 

Men de krænkelsesparates korstog truer. Verden skal spag, undskyldende og forsagt genopstå fra en afsveden offentligheds jord, hvor de jordiske rester af politisk ukorrekte komikere skal henligge som en bunke aske sammen med reelle fjender af menneskerettigheder, minoriteter og mellemmenneskelig ordentlighed generelt. Selvretfærdigheden brænder alt på sin vej, lader det til. Og dens gniske lue har øje på Bill Burr. Men i stedet for at fare i flint, sparker den rødhårede stand-upper med et skræppende grin ilden ned med sine karakteristiske spidse sko. I stedet for laver han med Paper Tiger et stykke kvalitets-stand up. 

Og når elementer fra dette shows sorte eksposé af jokes peger tilbage på sig selv og således formår at sige noget om at være menneske i en uretfærdig verden, er showet til tider fortrinligt. Og relatérbart. Og fucking sjovt. Og Dave Chapelle burde se det og lære noget. 

Teaser:

Saxofoner, klarinetter, guitarer, xylofoner, trommer, en enkelt banjo og en stor harpe i guld står klar på scenen. 

Helt stille, og uden et eneste ord sætter musikerne sig til rette ved deres instrumenter. 

En tone bliver slået an på guitaren.
Allerede på dette tidspunkt må jeg erklære mig som en musisk novice. Jeg ved intet om toner, melodier eller harmonier for den sags skyld. Men det skal ikke forhindre mig i at nyde denne koncert. Vel?
Tonen fra guitaren er sluppet op. Den kan ikke længere høres i det store og stille rum.
Endnu en tone fra guitaren høres fra scenen. Måske er den anderledes fra den første, det skal jeg, ikke kunne sige.
De næste mange minutter fortsætter således. Uden ord, uden fortælling. Kun toner og lyde.
Ganske vist starter klarinetten også, og efter 10 minutters dansen rundt om den varme grød spiller næsten alle instrumenterne samtidigt.

Ophøjet selvtilfredshed

Manden på trommerne har et stort skæg, som vugger frem og tilbage, fordi musikken syntes så fed. Mit skæg sidder helt stille. Faktisk prøver jeg ihærdigt at finde ud af, hvad det er som foregår. Efterhånden som tiden går, mister jeg mere og mere overblik over hvad det er for en koncert, jeg overværer. Alverdens lyde springer frem og tilbage i det store rum, men ingen af dem syntes at have noget med hinanden at gøre. Lange pauser uden hverken musik eller ord præger koncerten. Det er som om, at musikerne vil lade deres ’musik’ stå endnu stærkere ved at være stille i hele minutter efter hvert nummer.
Efter en time er det slut. Ikke et eneste ord er blevet sagt. Ikke en eneste form for underholdning eller kommunikation. En time fyldt med lyde og toner, og intet andet.
Manden til højre for mig har sovet i næsten en halv time. Han vågner ved lyden af de høje klap som publikum for første gang lade musikerne høre. Jeg klapper også. Jeg klapper ikke som tak for koncerten, men tak for musikken.  Måske mest bare for høflighedens skyld. For nogen koncert var det ikke.

En ikke-koncert

En koncert er, i min verden, underholdning. Noget som fortæller en historie, eller i det mindste gode melodier som gør mig godt. Denne oplevelse var ingen af de ting. Det var en frustrerende gennemgang af instrumenter med tilhørende toner og lyde. 
Jeg bliver ved med at vende tilbage til den samme tanke; at det blot er mig, som ikke forstår det. Måske er min musikalske indsigt ikke dyb nok til at sætte pris på denne form for kunst. Jeg forstår mig ikke på klassisk musik ej heller moderne oplevelseskunst, men jeg kan sagtens nyde begge dele. Men denne koncert nød jeg ikke. Det var for mig fuldstændigt ligegyldigt. 
Det var forfinet på den måde, hvor det skal være så fint, at ingen forstår det. Kejserens nye klæder er en referencen, som jeg bliver ved med at vende tilbage til. Blev vi som publikum snydt, af musik som var så fin og sjælden, at kunsten helt var forsvundet? Jeg turde ikke som drengen i eventyret råde op. Jeg tog min paraply i hånden, og forlod kirken. 

 

Dette ikke var en koncert. I hvert fald ikke i min og i den klassiske forstand.  Men et eneste tegn på koncert fandt jeg. Et eneste signal om,at selvom man spiller så fin musik, at ingen almindelige mennesker forstår den – så solgte de alligevel band t-shirts og muleposer i våbenhuset. 

1 ud af 6 stjerner

Af Sidsel Hannah Babenco

 

Banko er ikke kun for ældre mennesker i plejecentre eller fælleshuse. På Klostertorv d. 6. september, blev både unge og gamle, mænd og kvinder samlet ved langborde under et telt i regnen med plader, brikker og glimmer i regnbuens farver. 

Dragqueen Stella Starlight må være at takke for et vellykket event, der sparkede til den kønspolitiske debat, gennem subtile og sjofle vittigheder, der bundede i noget dybere end blot banko. Det eneste man kunne være ked af, var at ikke alle kunne gå hjem med en præmie. 

 

’’I må endelig sige til, hvis i har nummeret. Jeg elsker, når folk har mit nummer,’’ lød det fra dagens vært Stella Starlight, mens den instrumentale version af Kelis’ Milkshake spillede i baggrunden.

 

Iført stort krøllet hår, en hat konstrueret af fire bankoplader med brikker på, der formede en vifte, gik dragqueen Stella Starlight på scenen for at dreje håndtaget på tromlen og råbe de udvalgte numre til de mange glade mennesker, der sad under discolysene. 

 

 

Pladserne ved bordene var fyldt, men de høje grin fra teltet, tiltrak så meget opmærksomhed, at flere ældre herrer samlede sig ude foran teltet for at få et glimt med. 

 

Med øl i glassene blev der skålet, råbt og jublet hver eneste gang et nyt tal blev råbt op. 

 

’’Jo mere i skriger, jo flere gaver giver jeg væk,’’  lød det fra dragqueenen Stella Starlight. Og det var ikke løgn.

 

På de to timer arrangementet varede, blev der spillet 3 hele spil, altså først en række, to række og til sidst en hel plade. Der var præmier og hjemmelavede sidegevinster, lavet af de frivillige i UngK. De flotte sidegevinsterne var, som Stella Starlight sagde: ’’lidt til kaffen og lidt til osten.’’ 

 

Pauserne mellem spillene gik med at købe flere øl mens dragqueen Stella Starlight, der med en smøg i den ene hånd og en drink i den anden, gik ned mellem publikum, som var det en catwalk, og fik en sludder for en sladder. 

 

 

Dragqueen banko er ikke noget nyt, men samarbejdet mellem kirke og dragqueen er et unikt smæk med halen. Ikke kun for UngK, men for vores samtid. Den åbne og nytænkende kirke fangede med dette glitrende bankospil publikums opmærksomhed og hjerter. 

 

Det er kun et par uger siden, den årlige Pride-uge løb af staben i København, og med mangfoldigheden og fællesskabet i fokus, skabte Festugen, UngK, Stella Starlight og publikum sammen en fest netop i mangfoldighedens tegn. 

 

Et yderst underholdende spil banko, hvor der både var plads til ældre ægtepar, unge studerende, de mere flamboyante og også dem, der bare ville se, hvad der foregik. Så længe man kan tåle, at komme hjem en smule glitter i håret. 

 

Her havde alle lov til at være præcis dem, de ville være.

 

★★★★★★

 

Teaterstykket Troen og Ingen er en dramatisering af Søren Huss album med samme navn. Stykket er et ærværdigt minde, både for hans afdøde kone og for hans album. Det tunge emne bliver italesat med en medrivende og fintfølende finesse. Det handler om at miste, men publikum forlod salen med mere end de kom med. 

 

Teaterets summen dør hen, som lyset sænkes. Man bliver mødt af en mørk mur. Stykket handler om tab. Det handler om øjeblikket, hvor alt vælter og efterspillet af det. Det handler om alt det inden. Det handler om hende.

Fortalt gennem tre karakterer, får vi tre historier centreret omkring sorgen hos manden, der står tilbage. Lange toner fra en stryger fører én igennem stykket. Alt er i mol, men lyden er helt fin og tynd. 

Det, der var, bliver betragtet og vendt. En lommelygtes klare lyskegle på et dukkehus kører igennem de mange små rum. Man sidder med følelsen af tomhed. En tomhed, der ikke kan gå væk. 

Et telefonopkald bliver gentaget igen og igen, og der bliver grebet efter et liv, der forsvandt. Jeg har aldrig selv prøvet, at miste nogen så tæt på, men sidder opslugt af den meningsløse og desperate følelse i hovedpersonens monolog. Jeg mærker, hvor ordene kommer fra, selvom jeg ikke selv har været der. 

 

Stykket bevæger sig frem og tilbage fra stilhed til larm, fra sårbarhed til aggressiv desperation, fra vrede til sorg. Tonerne fra det ophævede orkester skriger i intens larm, til de stille vugger sig ned i dybe melankolske takter, for til sidst at dø hen i stilhed. 

Der bliver grinet af sorgen, og det er befriende. Det letter den eksistentielt tunge stemning, der har lagt sig i salen. Man bliver ikke ked af det, men rørt.

 

Med meget lidt formår teatergruppen at fortælle rigtig meget. Der bliver ikke presset unødvendige floskler ned over dramaet, men stilheden omkring den sårbare historie får lov til at være. 

Der bliver tegnet en fodgængerovergang med de simple kulisser, og uden at sige det, ved man hvad der er sket. Om man så har hørt Søren Huss album eller ej. 

Det handler om musikken. Det handler om hans historie, men til dels handler det også om mig, og de andre, der har taget plads i de bløde sæder i det lille teater.

En mand står alene i projektørlys. Omkring ham er mørke. Det er som, at blive en del af et sløret minde. 

 

Som teaterets små lys langsomt tænder, begynder publikum at bevæge sig stille ud af den lille sal. Samtalerne spreder sig. Der bliver talt om stykket, talt om musikken og talt om døden. 

Troen og Ingen gør et lille show ud af et stort stykke, men på den helt rigtige måde.  Det er tungt, og det er let, men spændingskurven ligner en samtale, man kunne have med en, der står en nært. En samtale, der bevæger sig fra grin til gråd. En samtale, der er præget af den helt rigtige mængde rødvin, og som handler om et menneske, der ikke er der længere. En følelse, som alle i salen kommer til at opleve. 

Link til anmeldelse: http://project1626062.tilda.ws
Teaser:

Det klædte Stig Rossen at komme ned fra den store teaterscene. Helt ned i øjenhøjde med publikum. Han havde et budskab: Vi skal slå vores autopilot fra. Vi skal søge væk fra det uskrevne manuskript, der er mellem to mennesker. Budskabet blev blandet med egne erfaringer, store armbevægelser og ikke mindst humor. En humor, der udløste store grin i den lille sal. 

Foredraget tager udgangspunkt i hans erfaringer som musicalskuespiller. Allerede efter nogle måneder i hovedrollen som Jean Valjean i den verdensberømte musical ”Les Miserables” blev autopiloten sat til. Han glædede sig ikke til at komme på scenen otte gange om ugen. Han kedede sig. Var faktisk ved at dø af kedsomhed. Alligevel blev han ved. I to år. Men på verdensturnéen til en forestilling i Hong Kong skete der noget, der han sent vil glemme. Han faldt i søvn på scenen i sin drømmerolle som Jean Valjean. Den aften efter forestillingen sad han på hotelværelset, da der kom en film frem på hans fjernsyn. ”Groundhog Day”. Kort fortalt handler filmen om en mand, der oplever den samme dag igen og igen. Han hadede dagen. Den samme forfærdelige dag om og om igen. Men efter en rum tid lavede en små ændringer på dagen, som pludselig gjorde det spændende. Det ender selvfølgelig til sidst med, at han så dagen som en ny chance. Og som man nok kan regne ud, så drog Stig Rossen parraller til sit eget liv. Den samme dag var på repaet. Den samme forestilling, de samme kostumer, de samme sange. Han begyndte at gøre små ting anderledes. Jean Valjean skulle ikke længere køre på autopilot. Og det gjorde han ikke. Ved opfindelsen af ”Groundhog-teknikken” endte Stig Rossen med at spille Jean Valjean 1530 gange på den store scene. Hver dag var en ny mulighed. Og det bredte sig til hans private liv. 

Stig Rossens opfordring til publikummet var at komme ud af det uskrevne manuskript. Manuskrifpet der er, når du møder for eksempel kassedamen. Ingen lytter. Det kører på autopilot. Vi skal være opmærksomme på autopiloten. Slå den fra så ofte som muligt. Især ved mødet med et andet menneske. 

”Hvert eneste møde med et andet menneske rummer chancen for at ændre verden positivt bare en lille smule.” Jeg var ikke den eneste i salen, der var vild med den bemærkning. Det er et vigtigt budskab, og det virker så troværdigt, når den småfede popsanger kigger publikummet i øjnene, mens han siger det.

Budskabet virker især relevant i en tid, hvor vi mødes mere i den virtuelle verden. Det synes, at vi nogle gange glemmer at lytte til modparten. Vi har nogle indøvet fraser, som vi lirer af, når vi står overfor et menneske.

 ”Går det godt?” 

”Ja, det går fint. Hvad med dig?” 

”Ja, det går også fint her.” 

Stig Rossen opfordring er, at vi skal væk fra disse samtaler, hvis eneste resultat er, at tiden går. Vi får intet ud af det. Mød hinanden. Lyt til hinanden. Vi skal væk det indøvet manuskript. Vi skal slå autopiloten fra. Først dér kan vi finde det positive. 

Og det kan virke trivielt at sige, men selvom Stig Rossen har lavet dette foredrag siden 2002, lader det til, at han stadig nyder det. Han har slået autopiloten fra og kysser rutinen hver gang. 

Teaser: 
https://medium.com/@sfoerby/stig-rossen-fort%C3%A6ller-i-sit-foredrag-hvordan-en-film-med-bill-murray-blev-vendepunktet-i-hans-liv-773399bd9db5

Af Esben Kvist Lund - 09/09-19

Det er ikke alle, der er kommet for at se he is tall. Dette er nemt at fornemme på publikum, da nogle leger med mad, og andre sidder og tegner i mens. Alt sammen foregår ved det vanlige hjemsted for hjemløse i Aarhus, Klostertorv. Dette er svære betingelser for den unge he is tall., som det skrives. På trods af at folk sidder og nyder solen og snakker, formår han at få kæmpet sig igennem den halve times optræden. Sågar henvender han sig ofte til publikum og efter anden sang, Dad, takker han endda sine forældre for at være kommet.

Folk sidder og nyder deres burgere og salater fra de omkringliggende boder ved torvet, som i dag er blevet forvandlet til Cluster Square, hvor hjemløse er byttet ud madboder og en lille scene. Mens folk nyder maden, nyder de samtidig de let spiselige toner fra scenen. En guitar, et keyboard og en sangstemme, det er, hvad der er denne mandag eftermiddag. Og det er nok. For solen skinner og alle borde er fyldte med glade mennesker. 

Det er ikke svært at høre, hvor he is tall. har fået sin musikalske opdragelse fra. Alene navnet kan referere til en anden ikke ret høj singer-songwriter, The Tallest Man On Earth. I alle undtagen det sidste nummer, står he is tall. med sin guitar. Han spiller et let og melodisk fingerspil, og det er heller ikke til at komme uden om den ensformige, velspillede guitar lyder som The Tallest Man On Earth. 

Rent musikalsk er det et modigt valg at forsøge sig med den, som he is tall. gør. Hiphoppen  har overhalet de andre musik og er blevet den mest populære musikgenre, og derfor er det interessant at opleve en ung singer-songwriter, der både låner fra indie- og popmusikken. Han både lyder og ser hjemlig ud på scene, og hans stemme er klart hans styrke. Han går uden om den populære elektroniske lyd og lader guitaren fylde. 

Midt i koncerten slår vejret om til det mere grå. Sangene flyder derud af, men desværre er de fleste lidt ens, selvom man kan høre, at der er tænkt over rækkefølgen på dem. Skiftende fra glade og friske til mere eftertænksomme og dybe. Og tilbage igen. 

Der kan være mange grunde til en kunstner bliver populær. Eksempelvis har føromtalte The Tallest Man On Earth en meget nasal lyd, der udover at han er enorm dygtig, gør at man som tilskuer nemt kan adskille ham fra andre. Dette mangler he is tall. Han er bestemt en dygtig sangskriver, men for at man ikke blot skal sidde tilbage med en lejrbålsstemning i kroppen, skal der rykkes på noget mere indeni.

Det er en ydmyg sanger, der står under de grønne grene fra det store træ midt på torvet, og inden sidste nummer takker publikum for at være kommet. 

Publikum begynder at synge med på sidste nummer, og det fremgår tydeligt, hvem det primære publikum er. En stor gruppe af unge mennesker emmer af kram og kærlighed. De sidder på allerforreste række. De er alle kommer for at se Troels Thorkild Sørensen, som i dag optræder med hans soloprojekt he is tall. 

“Jeg ved godt, at jeg ikke er det største navn på programmet her ved Aarhus Festuge, men dette er helt klart et af de allerstørste publikummer, jeg har spillet for” siger den smilende Troels Thorkild Sørensen fra scenekanten.

Teaser:

(Pressebillede af danserne Sofia Pintzou og Mikolaj Karczewsk)

‘An Eve and an Adam’ er en danseforestilling af Palle Granhøj skabt i samarbejde med de dygtige dansere Sofia Pintzou og Mikolaj Karczewski. Den dialogløse nøgenduet sætter den uredigerede nøgenhed i scene, og med koreografisk perfektion og velovervejet symbolik, får den os til at gentænke vores forhold til kroppens naturlige nøgenhed.

Danserne ligger på scenen som to klumper kød, dækket af visne blade imens publikum går ind. Mørket lægger sig og brydes kun af to små lygter i hver af dansernes hænder. Pludselig tændes spotlyset, og Adam og Eva’s adrætte nøgne kroppe afsløres for publikum. Eva danser løssluppent og skamfrit for publikum, mens Adam febrilsk, næsten komisk, forsøger at dække hendes blottede kønsdele med blade. De nøgne kroppes bevægelser udgør alt, hvad der er på scenen. De er handlingen, følelserne og lydene. Oplevelsen og stemningen er intens. Som om man oplever noget lidt forbudt. Lidt som da man var lille og udspionerede sine ældre søskende gennem nøglehullet.

De første fem minutter af forestillingen virker dansernes nøgenhed slående og næsten tå-krummende for os, der overværer den. Men lidt efter lidt, bliver kropsbehåring, blottede kønsdele og sitrende muskler blot en naturlig del, af den virkelighed vi befinder os i. Adam undersøger hæmningsløst Evas nøgne krop, som var han et barn med et nyt stykke legetøj. Han hiver og flår i hendes skind, leger med hendes skulderblade og løfter hende op, bare for at lade hende falde ned på scenen med et hult og kødfuldt ”klask”. Bagefter er det Evas tur. Og sådan fortsætter duetten, i en smuk og anderledes koreografi, hvor parret danser, springer og vrider sig elegant over scenen, hver for sig og med hinanden, kun suppleret af deres mørke silhuetter på scenens bagvæg. 
Dansernes motoriske færdigheder er dybt fascinerende at overvære, og vi fra tilskuerpladserne kan næsten mærke smerten, når de bare lemmer klasker mod scenegulvet. Den dybe stilhed brydes kun af disse kødfulde klask og hurtige vejrtrækninger. Fraværet af dialog, giver danserne en dyrisk karakter, og med kun blade og æbler som rekvisit, får vi associationer til kristendommens ’Syndefaldet’, hvor Adam og Eva, efter at have spist af det forbudte træ, bliver bevidste om deres nøgenhed, og i skam forsøger at dække sig til med figenblade. En ironisk parallel til vores moderne samfund, hvor blufærdigheden vokser, og vi skærmer os for hinanden.

Aftenens forestilling danner grobund for individuel fortolkning, og vi kan alle tage noget forskelligt med derfra, men en ting er sikkert. An Eve and an Adam er et tiltrængt opgør med et samfund, hvor virtuel dyrkning af ”den perfekte krop” udvisker enhver form for blufærdighed på de sociale medier, samtidig med, at børn i det virkelige liv fritages for brusebade efter idrætstimerne, og offentlig amning udskammes.
En ærlig og kraftfuld forestilling, som tvinger os til at se os selv i øjnene, præcis som vi er. Uden filtre og redigering, og uden push-up-bh’er, eller trusser med ”slimming-effect”. Bare smukke og nøgne mennesker af kød og blod.

Link til anmeldelse: https://medium.com/@sophiekaaejrgensen/n%C3%B8genduet-et-opg%C3%B8r-med-nutidens-n%C3%B8genhed-19b9c57526bc

Teaser:
https://medium.com/p/22b1ae2473ef/edit

Af Henrika Hermann Hansen

Spraymalingen kunne konstant duftes, da man spadserede mellem skilderierne og igen og igen beundrede streetart-kunstnernes arbejde og deres unikke udtryk. 

Aarhus Festuge og Galleri Grisk arrangerede i uge 36 Aarhus Streetart Festival. Gennem Frederiks Allé og i Rådhusparken kunne man opleve en levende og inspirerende streetart-udstilling. 

 

Streetart-univers 

Med ca. 50 5x5m store trævægge, alle stilladserne, stigerne og spraymalingen skabte 20 prominente streetart-kunstnere fra lande som Rusland, Spanien, Tyskland, USA og Danmark et bredt og inspirerende streetart-univers. 

 

Festivalen bragte publikum og streetarten sammen. I en hel uge kunne interesserede sanse mellem skilderierne, se skabelsesprocessen og snakke med kunstnerne. 

 

Den gamle graffitistil med skrigende 3-dimensionelle ord og grimme ’tags’ smeltede sammen med den mere klassiske kunst, og man kunne se mindst 20 unikke udtryk. 

 

Farvesprog 

Gennem gaden og i parken mødte publikum mange forskellige og fantastiske farvesprog – de mødte farverige, de mødte farvefattige, og de mødte begge dele. 

 

Mens multikunstneren Hans Krull, som i 1985 malede Aarhus’ gavlmaleri ’Mågekysset’, kastede med farverne og med sin dynamiske og markante streg skabte ansigtsudtryk, lavede den dansk-amerikanske CMP One en mere neutral og stille streg. Med inspiration i New York skitserede han i sort, hvid og sand en mørk mand med meddelesen ’you gotta believe in something’. 

 

Og navnlig ’tro’ skal til, hvis man skal bryde med den ”normale” kunst og normerne i vores verden. 

 

Mellem alle de velsignede vægge i Aarhus Centrum kunne man med gadelarmen fra Park Allé sanse kontrasten mellem den normale kaotiske dag og den kunstneriske koncentration.  

 

Provokation 

Den blokerede Frederiks Allé provokerede bilisterne, og de passerende provokerede publikum, men intet provokerede de prominente kunstnere. Streetarten skal provokere. Den skal bryde med normerne. 

 

Streetarten udsprang i den kritiske og kriminelle undergrund, men selvom den kunstneriske genre vil anerkendes og slippe den kriminelle del, vil den bevare den kritiske og provokerende. Den vil bryde med den ”normale” kunst og normerne i verden. 

 

I vores normdominerede verden med diskussion om eksempelvis ligestilling, miljø og integration kunne streetarten og dens kunstnere inspirere publikum til udvikle virkeligheden ved at bryde med normerne. 

 

Aarhus Streetart Festival levede i en uge, inden den skulle dø. Malerierne destruerede man, men inspirationen kan leve videre hos dem, som oplevede det beundringsværdige streetart-univers. 

Link: http://heheha.mediajungle.dk/2019/09/11/anmeldelse-en-inspirerende-og-levende-streetart-udstilling/?fbclid=IwAR3YvWweaBxl7nomwc8-wa93eJZyShBO-QknsQg2QnrCyq1AkzeiP4goPo8

Teaseren:

Da jeg gik ud af biografen efter at have set Quentin Tarantinos niende film, Once Upon A Time In Hollywood, spurgte jeg mig selv, hvorfor jeg lige havde brugt to timer og 40 minutter af en lækker sommerdag i selskab med min kæreste på at sidde i stilhed i et mørkt lokale. 
 Filmen har ingen af den samme fantastiske dialog, som vi kender fra Pulp Fiction, intet af den action vi kender fra Kill Bill Vol. 1 og 2 eller Django Unchained, og intensiteten og den overhængende fare kan hverken måle sig med Inglorious Basterds eller The Hateful Eight. 

Leonardo DiCaprio og Brad Pitt gør, hvad de kan for at gøre filmen medrivende for folk, der ikke er ligeså bekendte med Hollywoods historie, geografi og dynamik som instruktøren selv, hvilket der nok er få mennesker, der er. Det skal dog siges, at de to mastodonter, der formentlig er de to største mandlige navne i Hollywood i dag, leverer en medrivende præstation. Allerede fra starten gibber det i en, når man ser de to sammen på skærmen, og de får også begge to plads til at sprede vingerne hver for sig. Leo, i en af filmens få gode, men måske bedste scene, hvor han spiller skurken i en western-serie, overfor 10-årige Julia Butters, der er lige ved at stjæle scenen. Butters’ karakter Trudi giver Leos karakter en intellektuel overhaling, hvorefter samtalen bevæger sig i en noget mere emotionel retning, da Rick Dalton (Leos karakter) forklarer om den bog han læser, hvor den udbrændte hovedkarakters skæbne minder enormt meget om Ricks egen. Efter at være blevet trøstet af Trudi går Rick ind på settet og leverer en pragtfuld præstation, hvorefter Trudi fortæller ham, at det er det bedste skuespil, hun nogensinde har set. Selv den mest apatiske anmelder vil have svært ved ikke at føle den lettelse, Leos karakter viser på scenen. 

Brad Pitt får også lov til at spille med musklerne. Både bogstaveligt talt i en fint underholdende slåskamp med Bruce Lee, spillet af Mike Moh. En meget sjov scene, der ikke er meget mere end det. Der, hvor Pitt rigtig skinner igennem, er den scene, hvor han besøger the Manson Family ude på Spahn Movie Ranch. 
 Det er nærmest som om, man kan række hænderne ud i luften og mærke intensiteten under den her scene. Det hjælper selvfølgelig, hvis man genkender navnet på gården i forbindelse med the Manson Family, men selv uden denne kobling kan man mærke, at noget er grueligt galt. 
 Det eneste problem, jeg har med scenen, er, at selv Quentin Tarantino nu er røget i seriemorder-fælden. Man kan næsten ikke tænde for en skærm for tiden uden at få tvunget seriemordere ned i halsen. Denne tidens bølge havde jeg håbet, Tarantino ville holde sig for god til, men desværre ikke. Heldigvis spiller Manson ikke selv nogen stor rolle, selvom plotlinjen med ham bliver introduceret tidligt i filmen og således hænger over den hele vejen igennem. 

Twistet til sidst er ligeså underholdende, som det er forudsigeligt. Forudsigeligheden bliver gjort op for ved udførslen. Jeg vil ikke gå i detaljer og ”spoile” noget. Men jeg vil sige dette: når jeg tænker på, hvorfor jeg brugte 160 minutter af en lækker sommerdag på den film, så tænker jeg på slutningen.

Teaser:

De fleste almindelige mennesker berører sjældent ømtålelige emner i deres hverdag, og hvis de gør, så er det med fløjlshandsker. Ud fra det, kan man kun konkludere, at Kaspar Colling Nielsen hverken er et almindeligt menneske eller går med fløjlshandsker. Hans roman ”Det Europæiske Forår” er som at få kastet en ubehagelig sandhed i ansigtet, skoldhed og altoverdøvende. Igennem et til tider vulgært, lejlighedsvis grotekst og konstant medrivende sprog lænker han læseren til bogen. 

Med Galleristen Stig som trækæsel, kører romanen igennem nogle af de mest betændte politiske emner i vores samfund. En ekstrem løsning på indvandring er blevet sat i værk i Kaspar Collings alternative København. Voldsomme gadekampe og formålsløs vold plager hovedstadens gader, alt imens samfundets rigeste og højst uddannede har fundet idyl og velvære på det annekterede Lolland. Dette bud på fremtiden provokerer, forarger og sætter læserens pis i kog, som forfatteren selv kunne have sagt det. Til tider føles romanen som en langemandsformet stikpille til hele den vestlige verden. En besked om, at den måde vi lever på, løser problemer på og ignorer samme, er fuldstændig fordrejet. Små vredesudbrud, total forvirring og afsky er blot nogle af de få følelser man når igennem i løbet af de 331 sider.

”Det Europæiske Forår,” er Kaspar Colling Nielsens tredje bog. De to foregående bøger leger på samme måde i det meget voldsomme sprog, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem. Dette signatursprog gør hans romaner ekstraordinært jordnære og levende. Karaktererne bliver formet på siderne og til sidst, har man ikke blot gennemlevet en historie, men også stiftet en række nye bekendtskaber. Der er ingen tvivl om, at han har taget Danmark med storm, adskillelige priser og utallige stjerner er beviserne. Disse skyldes nok hans meget specielle stil og originale ideer. 

Af al Kaspar Colling Nielsens originalitet er der en genistreg, der overgår dem alle. I alle tre bøger optræder der dyr, der både kan tale og reflekterer over livet. Igennem disse dyr går han på opdagelse i menneskets sind. Når filosofier og livsanskuelser rumsterer i en Alaskan Malamutes store hoved og vælter udover en krages spidse næb, er det langt fra tungt og langhåret, men derimod underholdende og spændende.

Alt i alt fortjener Kaspar Colling Nielsen en kæmpe mængde ros. De voldsomme følelser og surrealistiske elementer i bogen skræmmer nogle væk, ingen tvivl om det. Jeg følte mig lænket til bogen mod min vilje, gennem hvert et bogstav, hvert et ord og hver evig eneste sætning helt til sidste side, men jeg nød det. Denne bog er ekstrem aktuel, og et rigtig godt bidrag i debatten om, hvordan vores samfund skal befærde sig på dets videre færd. Fem ud af fem stjerner, intet mindre fortjener den.
Teaser:

Af Emma Rixen Hedegaard

09.09.2019
 

 

Sofia Pintzou og Mikolaj Karczewski leverer 60 minutters fantastisk håndværk. Skyggebilleder, dans, utrolige positurer og rislende blade skaber spænding, der er svær at slippe, når teatersalen forlades.

 

De to dansere bevæger sig konstant og stopper kun op, når lyset fanger dem i et stort spot. De har enkle rekvisitter med; en bunke blade, lommelygter og en masse æbler, som skaber en nøgenhed på scenen sammen med dem.

 

Minutterne de har tøj på, kan tælles på en hånd. De bevæger sig primært rundt i en nøgenhed, som er det, det mest naturlige de kunne. De bevæger sig meget. Dans, spring, løft og akrobatlignende bevægelser finder sted under hele forestillingen.

 

Den timelange danseforestilling med kun to figurer – Eva og Adam, suger publikum ind i deres bare fortælling om nutidens mennesker. Om mennesker der i højere grad skammer sig over deres kroppe. De vil gøre op med frygten for at vise sig frem nøgen, når det kommer til livet udenfor de sociale medier. For lysten til at skildre sig på internettet er tilsyneladende større, end den er i virkeligheden. Og sådan bør det ikke være.

 

De lykkedes i den grad også med at overskride grænserne, og lade henrivende smukke billeder i fuld figur bære fortællingen om kropsidealer. Men med to knivskarpe kroppe hvor hver en muskel og knogle markerer sig i lyset fra deres rødglødende lommelygter, var der svært at få tanken: ”Jeg kan sagtens vise mig frem på samme måde!”

 

Dog er deres fokus, på nutiden syn på kroppen, uhyre relevant i en verden, hvor de sociale medier fylder mere og mere. Bloggere, influencere og perfekte jeg-fortællere fylder unge som gamles nyhedsfeed hver dag med billeder, mange kun kan sukke efter at efterligne. Deres budskab om at være tryg med sin krop vinder frem, og efter de første fem minutter, kan man da også slappe af trods det frie udsyn til bare kroppe.

 

Eva og Adam mister grebet, der hvor handlingen ikke står klart frem. Al deres kommunikation foregår med bevægelser og korte lyde, og bedst som man fanger handlingen, kan man miste den igen.

 

Der er op- og nedture. Hun styrer ham. Han styrer hende. Hun taber ham. Det minder mest af alt om et parforhold, hvor der bliver kæmpet for at holde fast, danset i en lykkerus og til tider skændtes med høje toner.

 

Trods dette sætter bevægelserne, de få elementer, og de fantastiske skygger rammerne for en forestilling, der bare bliver ved med at give. Der er kærlighed, vrede og i den grad humor. Og lige præcis humoren løsner den ellers akavede stemning, der nemt kan opstå i et rum med to nøgne dansere, som bestemt intet skjuler.

Teaser til : https://youtu.be/tFm6XMuGFV0

 

Esben Smed spiller i filmatiseringen af Puk Damsgårds bestseller af samme navn den unge fotograf Daniel Rye og det med bravur. Den talentfulde skuespiller, der blandt andet er kendt fra roller i filmen Lykke-Per og serien Bedrag, leverer en troværdig præstation, hvor smerten og frygten for at dø skinner igennem lærredet. 

 

Niels Arden Oplev og Anders W. Berthelsen formår at skabe en film, der fortæller den vanvittige historie om fotografen Daniel Rye, der blev holdt som gidsel i 398 dage af Islamisk Stat. Det kræver sin mand at genfortælle denne vilde historie, hvilket lykkes for Oplev og den debuterende medinstruktør Berthelsen.

 

Vi er med i de kolde celler i Syrien, vi er med familien hjemme i Danmark. Vi er med hele vejen rundt i denne rædselsfulde fortælling.

 

Gidseltageren ”Jihadi John” slår, og det samme gør klokken for familien hjemme i Danmark. Vi følger familiens indædte kamp for at samle penge ind til den løsesum, der skal frigøre deres elskede søn og bror, i takt med at Daniel Rye bliver tortureret af terrorister.

 

En vanvittig og forfærdelig beretning om en dansker, der ville skildre livet for borgerne i det krigsramte Syrien, ender med at skildre det værst tænkelige scenarie for alle forældre; frygten for at miste sit barn.

 

For på trods af skænderier og kontroverser, så er filmen et billede på kærligheden mellem dem af samme kød og blod. Den kærlighed, der normalvis er uvurderlig, bliver lige pludselig prissat i form af en løsesum.

 

Man skulle tro, at Anders W. Berthelsen havde slået et større brød op, end han kunne bage som medinstruktør af filmatiseringen af Puk Damsgårds succesrige bog, men det lykkedes ham med ved Oplev sin side at fortælle historien på overbevisende vis.

 

Omvendt er Anders W. Berthelsens egen skuespillerpræstation, som den piberygende gidselforhandler Arthur, ikke helt vellykket. Berthelsen formår ikke at tage rollen som den tidligere militærmand til sig, og virker mindre hård og karakteristisk, end hvad der kunne ønskes af en sådan karakter.

 

Hvorvidt det var Berthelsen, der glemte skuespilleriet midt i al instrueringen, eller om det var mig, der forventede noget andet fra en gidselforhandler med militær baggrund, vil jeg lade jer om at vurdere, når i alligevel tager ind og ser filmen. For på trods af dette så er ’Ser du månen, Daniel’ en af de film, som du bør se.

 

Uanset om du har læst bogen, været til et af hans foredrag eller kun hørt om Daniel Rye, så bør du tage din kæreste, veninde eller anden med ind at se, hvad der kunne gå hen og blive en af de helt store biograffilm ”iiii ååår”.

Teaser:
https://medium.com/@frederikmahlerbank/teaser-til-anmeldelse-c300944d468b

Pokémon har i en årrække været en kæmpesucces som Nintendo spil, men populariteten synes at have nået et højdepunkt, da Pokémon Go udkom i 2016, hvilket straks fik The Pokémon Company på den idé at skabe en Pokémon film. Desværre for dem, så tager det nogle år at lave en film, og populariteten synes at være svundet hen efterhånden, men Pokémon Detective Pikachu er ikke desto mindre resultatet af den første live action Pokémon film.

Filmen handler om en ung, nørdet mand, Tim, der skal rydde op i sin fars ting, efter dennes pludselige dødsfald. På faderens kontor møder Tim en talende Pokémon, Pikachu, der sammen med Tims far i en årrække, har arbejdet som politidetektiv i Ryme City, en verden hvor Pokémon og mennesker lever side om side. 

Tim kan som det eneste menneske forstå Pikachu, og de skaber et umage makkerpar i jagten efter sandheden om faderens død, og der går da ikke længe før det nye makkerpar er viklet dybt ind i en stor konspirationsteori. 

Det lyder på papiret interessant, omend klichéfyldt, især når man krydrer det med en ingrediens af nervegas, der gør Pokémonerne skøre, præcis som set i Disney filmen, Zootropolis, for få år siden. 

Problemet er bare, at man hverken føler for Tim eller Pikachu i jagten efter svar. Dertil er de begge to simpelthen for irriterende og ucharmerende. Tim, spillet af Justice Smith, tackler rollen på præcis samme facon som han tacklede sin karakter i Jurassic World: Fallen Kingdom; Irriterende, overdrevent og ubegavet. Og det er bare karakteren, skuespillet er lige til en Razzie Award. Pikachu, spillet af Ryan Reynolds, kan til forveksling få en til at tro, at man faktisk ser en Deadpool film. Samme accent, samme stemme og samme forsøg på grænseoverskridende jokes, der kan få en til at spærre øjnene op over PG aldersmærkatet på filmen.

Det ene forudsigelige twist efter det andet får heller ikke en til at sidde på kanten af sædet, og man kan ikke lade være med at tænke, at personerne bag filmen har begået samme fejl som de der stod bag Godzilla fra 2014, en film ligeledes produceret af Warner Brothers. Her var al fokus lagt på menneskerne omkring Godzilla, ligesom der i Detective Pikachu er fokus på Tim og menneskerne. Det er ærgerligt, for Ryme City er en interessant by, der vrimler med sjove, forskellige Pokémon, men man når knap at bemærke dem inden kameraet er tilbage på Tim og de andre kedelige mennesker. 

Måske er det ikke mig der skal blive detektiv. Måske er det nærmere Warner Brothers og diverse andre produktionsselskaber der har støttet filmen, der skal blive det, så de kan finde frem til de spor, der fører til bedre fremtidige Pokémon film, når malkningen af franchisen uden tvivl fortsætter i fremtiden. 

Og nu er showet også kommet ud til den brede befolkning gennem komikerens hjemmeside. 

Showet er på mange måder klassisk ’Anden’, men der er også leflet en smule for publikum, netop fordi det er et jubilæumsshow. Hvor Anders Matthesen tidligere i sin karriere havde stor succes med standup shows som ’Tal for dig selv’ og ’Anden paa coke’, der havde meget tydelige og veludførte koncepter, er ’Anden 25’ lidt mere over det hele, men det er egentlig også, hvad der gør det til et glimrende jubilæumsshow. 

 

Matthesen får blandet mange af de ting, som folket kender og elsker ham for. Han starter med en sang, der viser den forbindelse han har med publikum, hvorefter han går over i klassisk standup komik og med vovet kritik af samtiden, får han vist, hvorfor han ikke bare har overlevet branchen, men trives bedre end nogensinde før. 

 

Introduktionen af de kendte figurer ’Arne Nougatgren’ og ’Lennart Stabel’ er gode indslag, fordi vi kun får dem i små doser. Vi bliver mindet om, hvorfor vi elsker dem, men de bliver ikke hængende længe nok, til at vi bliver trætte af deres endimensionelle facon. 

Anden får også givet en fuckfinger til det kommercielle hjul med en stak originale og mageløse parodier på tv-reklamer for at virkelig køre pointen hjem, at han er ”den sidste rigtige mand i Danmark, nu vi ikke har Kim Larsen”, fordi han ikke kan købes til at lave den slags.

Mod slutningen kommer Matthesens måske mest populære og berygtede karakter Stewart Stardust tilbage for at overtage hele showet. Ligeså velovervejet og rimelig som Anders Matthesen virker, når han taler om aktuelle emner og problematikker, ligeså tonedøv virker Stewart Stardust, når han giver sit besyv med om selvsamme emner, og det er vel egentlig i showets ånd. For Anders Matthesen opfinder ikke den dybe tallerken med ’Anden 25’. Han revolutionerer ikke de karakterer, vi allerede kender og holder af. Han minder os bare om, hvorfor vi elsker ham og hans univers. 

Teaser: 

Både Ozzy Osborne og Travis Scott er proppet ind i samme nummer, under nummeret ”Take What You Want”, men ingen af stjernerne nærmer sig deres fulde potentiale på nummeret, der har en klassisk kliche pop opbygning til et kedeligt omkvæd.

Generelt fungerer det ikke når Post Malone spiller smart med et hiphop-beat, og noget der mest minder om rap, og det virker desværre som om at dårlige hiphop-beats og sløje tekster, er det altoverskyggende tæppe, der lægger sig ned over dette album.

Det er ganske få steder i albummet, man husker at Post Malone har noget specielt. En ryst i sin stemme og et nærvær, som har fået hans tidligere album og sange til at være popmusik i rigtig høj kvalitet, som har været elsket verden over. Desværre er det alt for få sange, som fanger hans karakteristiske ryst. Det er kun under numre, som ”Circles” og ”Sunflower”, hvor Post Malone finder tilbage den følsomhed og det nærvær, som har gjort hans popsange unikke. ”Circles”, der er en reel sang med melodi og god lyd, fremfor de klassiske hiphop-beats, der minder meget om hinanden og ”Sunflower”, med stjernen Swae Lee, som er en følsom og velskrevet sang, som minder mere om Post Malones tidligere sange. Desværre står sangene i kontrast til en række blærerøvsnumre, men forskellige verdensstjerner, der ikke rigtigt rammer plet, med undtagelse af sidste nummer på pladen ”Wow”, som er blevet et regulært hit, på trods af at det er en blærerøvssang.

Problemet med albummet er også, at det er utroværdigt at ville være følsom og blærerøvsagtig hård på samme tid, og derfor sidder man med fornemmelsen af at en af delene er påtaget. Derfor skulle han nok have holdt sig til en af delene, og været tro mod sig selv.

Det lader til, at Post Malone har ladet sig rive med af stemningen, og gjort det større og vildere end sidste album, men måske skulle han i virkeligheden have stolet på sig selv og holdt det simpelt, som han i øvrigt er fandens god til.

Post Malone, som er en verdensstjerne og elsket verden over, har altså lavet et album. Et album der var skyhøje forventninger til. Forventninger, som aldrig bliver nået. Post Malone siger det bedst selv i teksten til titelnummeret, hvordan vi som lyttere har det når vi lytter til hans seneste album, ”Tryna chase a feeling, but but we’ll never feel it.”

link til artikel:
http://andreasbek.mediajungle.dk/2019/09/11/usammenhaengende-album-som-er-styret-af-stjernerne/

Esben Smed er hårrejsende ægte i filmatiseringen af Puk Damsgårds ’Ser du månen, Daniel’. Med sin indtrængende skildring af Daniel Rye Ottosen, der sad som gidsel hos Islamisk Stat i Syrien i 13 måneder, kaster han skånsom skygge over filmens få dramaturgiske fusere.

 

Filmens første plotmæssige drama er på én gang frygtindgydende og intetsigende. Mens fjendtlige syrere spytter arabiske ord i munden på hinanden med voldsom kraft, kan biografgængerne læse med af flade og ufarlige undertekster, der på mærkværdig vis nedtrapper det drama, Daniel Rye befinder sig i. ”Er han spion?” ”Nej, det tror jeg ikke” ”Okay.” Selvom hele salen ved, at netop den scene, hvor den unge danske amatørfotograf omringes af aggressive syriske mænd, ender med en skrækkelig gidseltagning, sidder ingen på nåle. Spændingsballonen er punkteret. 

På trods af en skæv start er fortællingens øvrige spændingspunkter leveret med fængende overbevisning. Instruktør Niels Arden Oplev er godt hjulpet på vej af en selvbærende historie, og for det skal han være taknemmelig. Filmen er i sin helhed veludført, respektfuld og grænseoverskridende. Den er sammensat af simple komponenter, der kunne danne rammerne om en hvilken som helst krigsfilm, og derfor er den i høj grad båret hjem af skuespillerne selv. 

 

The Beatles – de fire britiske fangevogtere, som IS-gidslerne inden Daniels ankomst til cellen har givet tilnavnene John, Paul, George og Ringo, leverer et rædselsvækkende billede på den inderlige fjendtlighed, der næres og plejes i Islamisk Stat. Med ord, der drypper af afsky, forklarer de Daniel og de øvrige fanger, at de betragtes som repræsentanter for Vestens grumme magtliderlighed og ligegyldighed over for den tredje verden. Torturen er kun en lille pris at betale for millioner af uskyldige menneskeliv, der er taget af danske, amerikanske og europæiske soldater og kampfly. The Beatles er en hjemsøgende påmindelse om, at Danmark er verdens måske tryggeste gemmested. 

 

Esben Smed hænger i håndleddene fra en rusten metalkæde i loftet af en fangekælder i Syrien. Tåspidserne rører akkurat det kolde betongulv. Kroppen er blåsort og ansigtsmuskulaturen fortrukket i smerte. Blikket bærer vidnesbyrd om de rædsler, han har været udsat for, men også om en ung mand fra Hedegård ved Vejle, der famler blindt efter fodfæste i sit psykiske grænseland. Derinde i øjnene er Daniel Rye. Vi møder ham i glimt, for den mentale forvandling må flere gange vige for den fysiske handling. 

 

Det er en svær kunst at udfolde 301 sider på to timer og tyve minutter, og adskillige nuancer er forbeholdt de af publikummerne, der har læst bogen og har den i nær erindring. Ikke desto mindre er jeg overbevist: Jeg mærker Daniel, jeg mærker amerikanske James Foley, og jeg mærker de britiske torturbødlers altopslugende had.

 

Da biograflyset langsomt tvinger mig ud af tankernes mylder og tilbage i virkeligheden igen, lader jeg det åndedrag, jeg opdager, jeg har holdt inde, sive ud. Der var luft i ballonen alligevel.

Teaser:

 

Miss Stella Startlights velkoordinerede outfit med den tyggegummilyserøde kjole og matchende cardigan stod i stor kontrast til det dunkle regnvejr udenfor teltet. Humøret i teltet skabte et farvesamsurium, som ikke engang afskar de 50-årige mænd med pudsede laksko og poloer fra teltet. De skulle lige se, hvad det var for noget. 

 

Miss Stella Starlight fik et show, som hurtigt kan blive skingert og useriøst at se på, til at lyse op som Nordstjernen blandt dystre skyer på en bælgmørk regnvejrshimmel. 

 

Det var et friskt pust i en ellers seriøs opbrydningstid, hvor seksualitet og regnbuer er på alles læber. Miss Stella Starlight vaklede ikke en eneste gang i sine sølvstilletter, og sprang selvsikkert ned igennem teltet i hver pause for at imødekomme deltagerne. Teltet var fyldt til randen, men alligevel bød Miss Stella Starlight alle velkomne, når de kiggede ind i teltet. Hun formåede at holde stemningen let, så alle kunne være med. Det var et overfladisk opråb, til samfundet, som stak dybere, end man opdagede, imens man oplevede det. Hun skabte nænsomt et rum med politiske pointer, som ikke behøvede at blive skovlet ind med en ske. 

 

Da oplevelsen lakkede mod enden, brød hun stemningen for en kort stund for at gøre publikum opmærksom på, at Peter Rothgardt, som er navnet på Miss Stella Starlight, når hun ikke har paryk og høje hæle på, var en af de første til at blive gift med en anden mand i Aarhus. En kommentar, som trak oplevelsen ind i en skøn blanding af overfladiske jokes og dybe bagvedliggende holdninger til, hvordan samfundet skal opdrages. Selvom det ikke blev nævnt, at det skulle røre os og bevæge os i en bestemt retning. Men det var det, der gjorde, at samtlige, mænd, kvinder, ciskønnede, transkønnede, ubestemte, unge, gamle hujede så højt, at teltet havde løftet sig, hvis det var en Disney film. 

 

Om Miss Stella Starlight har sigtet mod stjernerne med sit show og gennemtænkt det ned til mindste detalje, så alle, der var der den dag, ville åbne sit sind for køn og seksualitet, eller om hun blot nyder at stå på en scene, er ikke til at sige. Én ting er sikkert, det var en vigtig eftermiddag, som formåede at hæve humøret og åbne sindet på publikum.