Hans opdragelse var både traditionelt romersk og "moderne" græskorienteret. Hans slægt var fra en lille by uden for Rom, men han og hans bror Quintusstuderede i Rom og havde højt kvalificerede lærere i filosofi og retorik. Senere (79-77 f.Kr.) studerede han hos ledende filosoffer i Athen og på Rhodos.

Cicero fulgte nogle af tidens betydelige romerske politikere som lærling. Han fik en militær stabsuddannelse et år under Pompejus' far. Med denne baggrund gik han ind i en romersk politisk løbebane: Han var kvæstor (økonomichef) på Sicilien i 76, prætor(juridisk administrator) i Rom i 66, og i 63 valgtes han til konsul (en af de to i republikkens præsidentskab). 52-51 var han guvernør i Kilikien, en provins på grænsen til den østlige stormagt Partherriget.

Den store samling af taler afspejler hans politiske virke. 58 er overleveret, omtrent lige så mange er gået tabt. De fleste er forsvarstaler for andre medlemmer af det ledende befolkningslag og har derfor politisk indhold og hensigt.

Når Cicero har ladet dem offentliggøre, har det ofte været for at udstrække deres virkning som pamfletter og debatindlæg, foruden at han har villet vise sprogets evne til at fremstille menneskelige karaktertræk og handlinger og til sammenhængende argumentation.

I 80 forsvarede han Sextus Roscius mod en formentlig falsk anklage for fadermord; bag den stod folk, der var knyttet til diktatoren Sulla. Talen var et indirekte angreb på det konservative diktatur.

Efter Sullas død var Cicero i 70 talsmand for den udplyndrede provins Sicilien i en proces mod guvernøren Verres. Kun dele af anklageproceduren blev gennemført, men Cicero lod hele sit materiale offentliggøre i talens form.

Med skarp profilering og i spændende fortællinger tegner han et skræmmende billede af korruption og mafiastyre. Talen fik politiske konsekvenser for sammensætningen af nævningedomstolene, og senatorernes indflydelse indskrænkedes.

Cicero arbejdede for et anstændigt aristokratisk styre, en social overenskomst også med bredere kredse, hvor det politiske slogan blev concordia ordinum 'enighed mellem stænderne'. Han var skeptisk over for "folkets" officielle talsmænd, populares, og fulgte derfor ikke Cæsar, men Pompejus under borgerkrigen ca. 49-46.

Hans største politiske bedrift var nedkæmpelsen af Catilinas kupforsøg og oprør i 63, Ciceros konsulatsår. I de fire catilinariske taler skildres for senat og folkeforsamling oprøret og dets sociale og moralske baggrund. Opbygningen er dramatisk, med vekslende stiltyper og fortælleteknik. Cicero skildrer sig selv som den civile leder mod væbnede gangstere, som retsstatens talsmand.

I den sidste store gruppe af taler (44-43) ser vi Ciceros kamp mod voldsregimet efter mordet på Cæsar; det er de såkaldte filippiske taler mod Antonius, Cæsars mægtige næstkommanderende. Da Cæsars officielle arving, Octavian (den senere kejser Augustus), mod Ciceros forventning sluttede forbund med Antonius, blev Cicero brutalt likvideret 7.12.43.

Talerne og de talrige breve til politiske forbindelser og personlige venner, isærAtticus, giver et enestående socialt og psykologisk billede af en tid og dens mennesker. Al senere europæisk tale- og prædikekunst, brevskrivning og samfundsskildring er påvirket heraf.

Brevene indeholder både politiske analyser, beregnet på at spredes af modtagerne, og private notitser og øjebliksbilleder. Talerne må vi forestille os som de skriftlige, ofte senere komponerede, afbildninger af den mundtlige, delvis improviserede fremførelse.

Cicero var politisk moderat; han havde ingen økonomisk magt af betydning eller talstærke støttegrupper, clientes. Han var i eminent forstand politiker. Politikeren, den der ville leve med i det fælles offentlige liv, måtte, mente han, have en bred og sammenhængende viden og forståelse. En sådan "dannelse" vidste Cicero, man kunne hente fra græsk tænkning.

Erkendelsesteoretisk var han i vid udstrækning stoisk inspireret. I perioder af mindre politisk aktivitet, ca. 54-44, skabte han velskrevne og alment forståelige fremstillinger i litterær form af problemer fra statslæren:

De re publica (Om staten) og De legibus (Om lovene); fra moralen: De finibus bonorum et malorum (Om det højeste mål for godt og ondt) og De officiis (Om den rette handlemåde); fra teologien: De natura deorum (Om gudernes væsen), De divinatione (Om spådomskunsten) og De fato (Om skæbnen); fra erkendelsesteorien: Academici libri (Akademiske bøger), og fra psykologien: Tusculanae Disputationes (Samtaler på landstedet Tusculum). Disse tekster findes i dansk paralleloversættelse i Ciceros filosofiske skrifter (bd. 1-5, 1968-72).

På samme måde behandlede han i sine retoriske skrifter talekunsten, dvs. den sproglige meddelelses form og formidlingen af indhold og argumentation, herunder også den romerske tales historie: De oratore (Om taleren), Brutus og Orator(Taleren).

For at kunne gennemføre sit oplysningsprogram måtte han overføre det græske abstrakte ordforråd til latinsk sprogdragt. Han skabte herved forbilledet for den europæiske ræsonnerende prosa. Ord som 'mulig', 'væsentlig', 'egenskab', 'sindsbevægelse' går tilbage til Ciceros sprogskabende formidlingsarbejde.

Han har haft indflydelse i hele Europas dannelseshistorie. Renæssancen dyrkede hans sprog og stil og betragtede ham som en slags skytshelgen for humanismen.

I 1800- og 1900-t. er hans politik undertiden blevet vurderet ringere end den stærke mand Cæsars.

I diktaturets skygge vendte man dog ofte tilbage til Cicero som rettens og kulturens mand, og det ciceronianske humanitetsideal, humanitas, har haft meget stor betydning for eftertiden.

Referér til denne tekst ved at skrive:Johnny Christensen: Marcus Tullius Cicero i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 29. november 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=57081

Nederste del af en side i en håndskreven codex fra middelalderen....

Tags

Leksikon

Hatten er 1-2 cm i diameter, spids kegle- eller klokkeformet, har en lille papil og purpurbrune lameller. Stokken hvidlig og skør.

Spids nøgenhat vokser på fugtige marker og græsplæner, i særdeleshed på de kreaturgræssede.