1. Vurderingsfasen (Indsamling og vurdering af data)

• Anna er nyligt udskrevet efter en hoftefraktur og har begrænset mobilitet.

• Hun har svært ved at rejse sig fra sengen/stolen, og hendes gangdistance er meget kort.

• Hun vil ikke deltage i genoptræning og udtrykker modløshed.

• Hun nævner smerter, men har svært ved at sætte ord på dem.

• Hun har tidligere været selvstændig i sin mobilitet, men nu føler hun sig afhængig af hjælp.

Omsorg, relation og skøn:
Det er vigtigt at møde Anna der, hvor hun er, og forstå at hendes afvisning af hjælp kan være en naturlig reaktion på en følelse af tab af kontrol. Vi skal derfor opbygge tillid og motivere hende i hendes eget tempo.

2. Identifikationsfasen (Analyse af data og sygeplejediagnose)

Sygeplejefaglige problemer:

• Reduceret mobilitet pga. hoftefraktur og smerter.

• Risiko for kontrakturer og muskelsvækkelse pga. inaktivitet.

• Nedsat motivation for bevægelse og træning.

• Øget faldrisiko pga. usikker gang.

• Risiko for tryksår pga. længerevarende inaktivitet.

Omsorg, relation og skøn:
Vi skal forstå Annas følelser omkring hendes ændrede livssituation. Hvis hun føler sig demotiveret eller bange for smerter, skal vi støtte hende i at genfinde tryghed og mening i bevægelse.

3. Planlægningsfasen (Formulering af mål og planlægning af handlinger)

Kort- og langsigtede mål:
- Anna skal gradvist opnå mere bevægelse i hverdagen.
- Anna skal føle sig tryg ved at bevæge sig og få succesoplevelser.
- Anna skal deltage i let mobilisering, fx at komme ud af sengen flere gange dagligt.
- Anna skal undgå komplikationer som tryksår og kontrakturer.

Handlinger:

• Skabe en tryg relation gennem samtaler, hvor vi anerkender hendes frustration.

• Motivere hende ved at lave små, realistiske delmål (fx at stå op og tage et par skridt).

• Tilbyde smertelindring før bevægelse for at reducere hendes frygt for smerte.

• Guide hende i brug af hjælpemidler som rollator eller sengehest for at skabe tryghed.

• Samarbejde med fysioterapeut, så hun får professionel vejledning.

• Vise omsorg gennem nærvær, fx ved at gå ved hendes side, når hun skal bevæge sig.

Omsorg, relation og skøn:
Vi skal balancere mellem at støtte og udfordre hende – give hende plads til at mærke sin krop, men også opmuntre hende til at prøve mere, når hun er klar.

4. Udførelsesfasen (Gennemførelse af handlinger)

• Daglige besøg, hvor vi støtter og motiverer hende til at bevæge sig lidt mere hver gang.

• Observere hendes smerter og bevægelighed og tilpasse indsatsen efter hendes dagsform.

• Fejre små fremskridt, fx når hun selv rejser sig op fra sengen.

• Involvere hende i beslutninger – spørge: "Vil du gå en lille tur nu, eller om 10 minutter?"

• Observere for tegn på sekundære komplikationer (fx hævede ben, tryksår, faldtendens).

Omsorg, relation og skøn:
Vi skal huske, at bevægelse ikke kun handler om fysisk fremgang, men også om at give hende en oplevelse af mestring og kontrol.

5. Evalueringsfasen (Vurdering af om målet er nået)

• Er Anna begyndt at deltage mere aktivt i mobilisering?

• Er hendes gangfunktion forbedret?

• Har hun fået mere mod på at bevæge sig?

• Er hendes smerter blevet bedre håndteret?

• Har hun undgået komplikationer som tryksår eller muskelsvækkelse?

Omsorg, relation og skøn:
Hvis Anna stadig ikke viser fremgang, kan vi revurdere vores tilgang:
Er vi for hurtige i vores forventninger?
Skal vi justere hendes smertelindring?
Er der psykologiske faktorer, vi skal adressere?

1. Tarmens anatomi:

   • Tyktarmen (colon) går fra højre mod venstre i kroppen. Når man ligger på venstre side, er endetarmen (rectum) og tyktarmen i en naturlig vinkel, der gør det lettere for væsken at bevæge sig op i tarmen og blødgøre afføringen.

2. Tyngdekraften hjælper:

   • Klyx virker bedst, når væsken fordeles i tarmen og får tid til at blødgøre afføringen. På venstre side kan væsken lettere bevæge sig opad i sigmoideum (den sidste del af tyktarmen).

3. Mindre ubehag for borgeren:

   • Denne position mindsker risikoen for ubehag eller lækage, da tyngdekraften holder væsken inde i tarmen længere.

4. Standardpraksis i sundhedssektoren:

   • De fleste rektale procedurer, inkl. Klyx og klystér, udføres i venstre sideleje, fordi det er den mest effektive og skånsomme måde.

ICF benyttes i forbindelse med følgende situationer:

• Medfødt sygdom

• Akut opstået sygdom

• Kronisk sygdom

• Det forebyggende arbejde

Vores rolle (Bjarne Bruun Jensens jonglør): Vi bliver jonglører;

• Den Støttende: her skal vi både være den opmuntrende, motiverende

• Den Lærende: her skal vi lære Anna, hvad der er godt for hende mht. hendes sygdom, og hvordan hun har det mentalt (opsøg fællesskaber). Fordele og ulemper

• Den Sundhedsfaglige: her gør vi opmærksom Anna opmærksom på, hvor hun er i forløbet. Vi går turer med hende. Vi laver mad sammen.

• Den Tværprofessionelle rolle: her skal vi samarbejde med fys, ergo, psykolog evt. (tegn på depression); generelt samarbejde med både den primære og sekundære sektorer. Samarbejd med de pårørende

I forbindelse med hypertension er fysisk aktivitet en god måde at lindre sygdommen på, hvorfor vi vil gå ture med Anna. Dette styrker både hendes fysiologiske og mentale rehabiliteringsproces.

Vi laver mad sammen – mental rehabilitering. Hun elsker det, hvorfor vi ved fra selvbestemmelsesteorien (autonomi, samhørighed, kompetencer), at hendes motivation kan øges let og effektivt i forbindelse med madlavning.

Virginia Henderson:

• Affaldsstoffer: Obstiperet

• Bevægelse: Inaktiv (pga. hypertension)

• Kommunikation: ensom

• Opfyldelse af ansvar: havearbejde og madlavning til andre

Delmål:

• Gå sammen ned og handle ind til mad. Og lav mad sammen.

• Gå ned sammen og handle ind til madlavning.

• Anna går selv ned og handler og laver mad selv.

• Anna spiser med sine børn 1 gang om ugen.

Mål: Lave mad